Jeg hørte om filmen da jeg var indlagt, hvor der var en tema-aften, hvor man kunne se filmen og en psykolog ville holde et fordrag efterfølgende.. Jeg var dog ikke med, da jeg ikke orkede det, men ville egentlig gerne se den, så nu har jeg købt den..
Men hold da op, hvor var det hårdt at se den film.. Den handler om Kira; en kvinde først i 30'erne, som er meget psykisk syg.. Efter en indlæggelse på et halvt år, skal hun vænne tilbage til sit gamle liv med mand og børn.. Manden har mens hun har været indlagt haft en affære med hendes søster, fordi alt han drømmer om er et almindeligt liv, ligesom alle andre..
Filmen slog fuldstændig pusten ud af mig og jeg sad og græd faktisk næsten hele filmen igennem.. Det var frygteligt at se "sig selv" i fjernsynet.. Mange af de ting Kira tænker og gør, minder meget om mig.. Selvfølgelig er der også ting som jeg absolut ikke kan nikke genkendende til, men følte virkelig med Kira..
Men noget af det, der rørte mig mest var forholdet mellem Kira og hendes mand Mads.. Mads er fukldstændig fortabt i Kira og gør alt for hende.. Han er ikke længere sammen med søsteren.. Han støtter Kira i alt, er forstående og tilgivende, han henter hende de mest mærkelige steder når hun har forvildet sig væk og han vil bare så gerne have at hun bliver rask.. De har rigtig mange dramaer og bliver meget tit uvenner hvor de råber og skriger og Kira er ondskabsfuld og led nogengange, men lige så hurtigt som det startede bliver de venner igen og kan slet ikke holde sig fra hinanden.. Det ene øjeblik er de uvenner, det næste smiler og griner de eller elsker..
De går fra hinanden flere gange, men der går ikke mere end en halv time og så er Mads igen ved hendes side..
Mads og Kiras forhold minder mig rigtig meget om mit og min x's.. Selvom jeg var led, deprimeret, ond, aggresiv, syg, ked, suicudal, mærkelig, utilregnelig og 1000 andre ting, så stod han altid ved min side.. Han stilte sig op som skydeskive, både fysisk og psykisk, og ventede bare på det gik over.. Og så holdte han mig tæt ind til mig, som om der aldrig var sket noget.. Han trøstede mig når jeg havde slået ham, han holdte mig tæt ind til sig, når jeg var ked af det, han kyssede mig når jeg var glad og når jeg var ked af det.. Han kunne ikke lade være med at røre ved mig hele tiden..
Han elskede mig virkelig, som jeg aldrig vil blive elsket igen, på trods af at jeg er syg.. Han støttede mig igennem alting og gjorde alting for mig..
... Indtil det hele pludselig blev for meget for ham.. Det gik ellers "godt" i den periode.. Jeg var ikke så moody, det var jul og vi hyggede.. Troede jeg.. Og BANG! Så droppede han mig fuldstændig..
Jeg forstår ham vel egentlig godt.. At det blev for meget for ham, at han vil have et almindeligt liv og en almindelig kæreste.. Men ja.. Det gør det desværre ikke lettere, for jeg forgudede ham.. Hver en lille bitte del af min krop elskede ham.. Jeg forguder ham stadigvæk, elsker ham og længes efter ham hver evig eneste dag, så det river og flår i min sjæl..
Jeg føler bare, at hvis jeg var en helt almindelig ung kvinde med et almindeligt liv, så ville vi stadig være sammen.. For vi passer helt perfekt sammen når jeg ikke er alt for syg, og det ved jeg at han også synes.. Så hvorfor skal jeg være så syg, at han blev taget fra mig? Hvis jeg bare var lidt mere rask, så lå han stadig ved min side nu.. Jeg ved at han er mit livs kærlighed, men mit sind er ødelagt, så jeg ikke længere er hans..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar