Igår havde jeg den hårdeste dag længe. Det er sådan en dag jeg kan mærke at jeg er syg. Var til et kursus på rideskolen, hvor der var mange mennesker jeg ikke kendte. Jeg skulle lære en masse og samtidig holde styr på tusind ting. Skulle flere gange ud på toilettet og lige trække vejret ned i maven for at få "slugt" angsten og var ved at tude på et tidspunkt, så jeg måtte vende ryggen til alle, men takket være mine mange års erfaring i at tage maske på, hjalp mig heldigvis.
Der var også mange gode øjeblikke og folk var søde og glade og jeg havde det rigtig sjovt med Line, Linda og de mindre piger fra klubben inden vi tog hjem.
Men det er så svært for folk at forstå at jeg ikke bare har "mega meget tid" fordi jeg ikke arbejder. Ved godt at det kan være svært for folk at forstå, fordi jeg næsten aldrig viser folk, hvordan jeg i virkeligligheden har det. Så tror folk at jeg har det godt hele tiden, men de kender ikke til de ødelæggende tanker indeni. Til den altopslugende angst, der sommetider overvælder mig.
Til hverdag længes jeg at være omgivet af folk og leve en normal hverdag, men når jeg så er omgivet af en masse mennesker, får jeg mest lyst til bare at løbe hjem og gemme mig under min dyne.
Selvom jeg har fået det meget bedre, så er jeg ikke rask. Mine tanker, min hverdag, ja mit liv generelt er ikke præget af massiv depressivitet længere, men synes det hele er så hårdt. Jeg er så ualmindeligt træt. Jeg er træt lige meget hvor meget eller lidt jeg sover. Nogen dage går jeg konstant rundt i en boble. Gemt bag et velkendt slør af træthed og sløvhed. Det er mig en gåde, hvordan jeg kan trække sløret fra og tage skridtet ud i den virkelige verden. Sløret er lige præcis tyndt nok til, at jeg kan se ud i solskinnet og følge med, men det er altid for tungt til at jeg kan trække det fra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar